//solstrålerne falder på væggen, den
hvide væg
hvide væg
i dem kan hun se fremtiden hun kan se
sig selv
hun kan se det hele uden ham
derfor står hun bare der midt på vejen og
skriger
bilerne kører forbi
en ældre herre ryster på hovedet af hendes hysteri hun
skriger og
skriger er dette her
følelsen af en hjerteløs verden
asfalten sluger grådigt hendes
tårer og
hele jorden tysser på hende
men hun vil ikke være stille hun vil
danse og plukke alle blomsterne i grøften
hun er
overfyldt til randen med
spørgsmålstegn og semi kolon og et kæmpe sort hul bedre kendt som et punktum så
nu vil hun vågne men hun er bundet fast til tremmerne i hendes
barneseng og hun
råber, hun skriger til ham
han sidder i hjørnet med foldede hænder og tysser på hende
i solstrålen kan hun se alt dette
i strålen kan hun smage
hans fravær hun mærker det prikke
på hendes hud og venter tålmodigt
på solnedgang//
Ingen kommentarer:
Send en kommentar